Vreden og stille dage

''Det begynder som en eksplosion af så meget varme i kroppen, at det et øjeblik føles, som om jeg er blevet bedøvet i alle sanser. Blot et spilt sekund og så bliver råbet indeni, til en tsunami af vrede der igen og igen ruller gennem kroppen. Vreden er så umiddelbar og sand for mig. Hjælper mig til et tydeligt rent NEJ. Ingen tanker forstyrrer. Ingen tvivl kryber rundt i krogende. Ingen vigende blikke og snigende ønsker om, at måske er det hele 'i virkeligheden' andeledes end jeg oplever det lige nu? Ingen forklaringer og såkaldt 'rummelighed' der gør mine ord og handlinger tvetydige. Det er bare NEJ - STOP!

Så går tiden. Relationen sluttede. Der bliver så stille. Bum bum....tanker sniger sig ind i tomrummet; Gjorde jeg nu det rigtige? Måske mente han det slet ikke? Måske misforstod jeg det? Og kan jeg sige mig fri for at lave fejl? Hvad nu hvis det hele bare ligesom var en fejl? Alle mennesker vil jo grundlæggende andre mennesker det bedste. Vil de ikk? Rundt og rundt flyver tankerne og nogle gange lander de i overbevisningen om, at verden er grundlæggende usikker og jeg er u-elskelig i min grundform.''

Det kan kræve så meget mod, når livet efter bruddet bliver en stille trummerum. Mod til at blive stående med åbent hjerte og en tro på sig selv og på at livet er godt. Ofte 'vælger' vi, mere eller mindre ubevidst, enten at vende vreden til tvivl, til den bliver til en følelse af tomhed og uformående, eller vi holder fast i vreden og genfortæller igen og igen, hvor kæmpe en idiot den anden var/er. Lever os ind i vreden hele tiden, til den lægger sig, som en lille forstening omkring hjertet og verden bliver generelt i mod os. Livet bliver en kamp. Så fristende at blive i dramaet og 'brænde op' - mere fristende end at stå stille i det uvisse og mærke tvivlen på om det igen vil være muligt, at føle sand kærlighed med en anden ....& med sig selv.... på stille dage.

Eller vi kan analysere og tale os fuldstændig væk fra at mærke det vi har oplevet. Vi 'forstår', 'rummer' og 'tager læring hjem' - alt sammen fra det kognitive felt. Ene og alene fra hovedet, uden at mærke hvad det gør ned i vores krop. Hvordan bruddet kan vække erindringer i kroppen af tidligere brud eller svigt. Hvordan sorgen kan få kroppen til at spænde op og give smerter, når vi ikke tillader os at mærke sorgen. Vi tænker og analyserer os væk fra oplevelsen. Fylder livet ud med; møder, arbejde, serier, mad, gøren af dit og dat, for der er en diffus følelse af, at hvis der bliver stille, kan vi 'miste kontrollen' og alt det vi ikke mærkede, kan true med at overvælde og vælte os.

Men livet er. Det er bare. Smerten, vreden og sorgen er. De er bare som en del af livet. De er ikke formålet eller drivkraften. De er ikke engang 'læremestre'. De er tilstande som er lige så uomgængelige en del af livet, som det er at trække vejret. Når vi lever fra den erkendelse, så kan vi være tilstede og opleve livet. Og når vi gør det, så bliver livet ikke rosenrødt, eller for den sags skyld en kamp, men når vi igen og igen vender tilbage til erkendelsen af, at livet er noget vi har fået for at opleve det, med alt hvad det indeholder af kaos, kærlighed, sorg, ensomhed, samhørighed og og og.... giver det os den gave at mærke det lige nu. Vi bliver nærværende og måske er det en af de dyrebareste gaver i livet...måske vil nogle endda påstå at det er formålet med livet. Hvad tror du?