Skriv og andre tanker

So, what I really want to share, is my discovering, that in the absence of fear, we feel love.       
And I do believe, it is love that we come from. It is love that we are.

Vreden og stille dage

''Det begynder som en eksplosion af så meget varme i kroppen, at det et øjeblik føles, som om jeg er blevet bedøvet i alle sanser. Blot et spilt sekund og så bliver råbet indeni, til en tsunami af vrede der igen og igen ruller gennem kroppen. Vreden er så umiddelbar og sand for mig. Hjælper mig til et tydeligt rent NEJ. Ingen tanker forstyrrer. Ingen tvivl kryber rundt i krogende. Ingen vigende blikke og snigende ønsker om, at måske er det hele 'i virkeligheden' andeledes end jeg oplever det lige nu? Ingen forklaringer og såkaldt 'rummelighed' der gør mine ord og handlinger tvetydige. Det er bare NEJ - STOP!

Så går tiden. Relationen sluttede. Der bliver så stille. Bum bum....tanker sniger sig ind i tomrummet; Gjorde jeg nu det rigtige? Måske mente han det slet ikke? Måske misforstod jeg det? Og kan jeg sige mig fri for at lave fejl? Hvad nu hvis det hele bare ligesom var en fejl? Alle mennesker vil jo grundlæggende andre mennesker det bedste. Vil de ikk? Rundt og rundt flyver tankerne og nogle gange lander de i overbevisningen om, at verden er grundlæggende usikker og jeg er u-elskelig i min grundform.''

Det kan kræve så meget mod, når livet efter bruddet bliver en stille trummerum. Mod til at blive stående med åbent hjerte og en tro på sig selv og på at livet er godt. Ofte 'vælger' vi, mere eller mindre ubevidst, enten at vende vreden til tvivl, til den bliver til en følelse af tomhed og uformående, eller vi holder fast i vreden og genfortæller igen og igen, hvor kæmpe en idiot den anden var/er. Lever os ind i vreden hele tiden, til den lægger sig, som en lille forstening omkring hjertet og verden bliver generelt i mod os. Livet bliver en kamp. Så fristende at blive i dramaet og 'brænde op' - mere fristende end at stå stille i det uvisse og mærke tvivlen på om det igen vil være muligt, at føle sand kærlighed med en anden ....& med sig selv.... på stille dage.

Eller vi kan analysere og tale os fuldstændig væk fra at mærke det vi har oplevet. Vi 'forstår', 'rummer' og 'tager læring hjem' - alt sammen fra det kognitive felt. Ene og alene fra hovedet, uden at mærke hvad det gør ned i vores krop. Hvordan bruddet kan vække erindringer i kroppen af tidligere brud eller svigt. Hvordan sorgen kan få kroppen til at spænde op og give smerter, når vi ikke tillader os at mærke sorgen. Vi tænker og analyserer os væk fra oplevelsen. Fylder livet ud med; møder, arbejde, serier, mad, gøren af dit og dat, for der er en diffus følelse af, at hvis der bliver stille, kan vi 'miste kontrollen' og alt det vi ikke mærkede, kan true med at overvælde og vælte os.

Men livet er. Det er bare. Smerten, vreden og sorgen er. De er bare som en del af livet. De er ikke formålet eller drivkraften. De er ikke engang 'læremestre'. De er tilstande som er lige så uomgængelige en del af livet, som det er at trække vejret. Når vi lever fra den erkendelse, så kan vi være tilstede og opleve livet. Og når vi gør det, så bliver livet ikke rosenrødt, eller for den sags skyld en kamp, men når vi igen og igen vender tilbage til erkendelsen af, at livet er noget vi har fået for at opleve det, med alt hvad det indeholder af kaos, kærlighed, sorg, ensomhed, samhørighed og og og.... giver det os den gave at mærke det lige nu. Vi bliver nærværende og måske er det en af de dyrebareste gaver i livet...måske vil nogle endda påstå at det er formålet med livet. Hvad tror du? 

angels fly high
holding your light
when life gets tight.
I am a human
standing in the dark
seeking to hold
my light, your light
and with a bit of luck
a light for the world.
My back is hunched
my skin is creased
my hands are frail

The human face

2020-10-13

even for the slightest moment.
To reach out and further
than the ego's lure
Ohh what sacred bliss!

Anchor

2020-10-13

There is an anchor thrown in such a way
you cannot lose it.
Some seek it
as if it was truth itself
others are never aware
of the power it holds.

I go to sea
over and over again.
I get lost....
I find heavenly shores.
At times I dive so deep...

Me

2020-10-13

The crescendo of life going increasingly
faster faster and faster
while we hold
on and on and on.
Until something rises from within....
or perhaps it snaps
like the crack from shattered bones.
A sound so loud
moving over and under
the incessant rhythm
of veins running wild.
Like a luminescent cloud...

At sea

2020-10-13

As on the darkest sea....drifting with arms limp. Quite. Still....knowing that there is no more to know but loads to find out....longing for things that cannot be seen.....quite smile while sinking....wondering if this is actually floating.

We could have left
the realms of reason
my love.
We could have flown on the wings
of make believe and bewildered beasts.
Left tomorrow for years to come
basked in now
with open palms.
But you would not have it
stayed with shapes
of logic
too vivid for anything to survive. ...

Meeting

2020-10-13

Did you feel him?
Did you take him in?
Smell, sense, softest touch?
Did you feel the loneness when his gaze wandered?
Did you savour the love
when he went miles and miles
in heart and body to meet just you?